Fredericia på forkant
Strategi til fornyelse af den kommunale opgaveløsning
Byrådet i Fredericia Kommune vedtog i april 2015 en ny fælles vision. I samarbejde med borgere og civilsamfund skal vi investere i fremtiden og samtidig sikre en økonomi i balance. Målet er at øge bosætningen, udvikle betingelserne for erhvervslivet og skabe mere kvalitet i velfærden.
I Fredericia har vi et budget på ca. 3 mia. kr. og ca. 4.000 ansatte. Der er med andre ord betydelige ressourcer til rådighed til at løse fremtidens velfærdsopgaver. Men visionen skal realiseres i en tid, hvor der er pres på de kommunale velfærdsydelser.
Det kræver, at vi som kommune arbejder langsigtet og tør forny den måde, vi arbejder på. I denne strategi sætter byrådet rammerne for, hvordan vi gennem fornyelse bringer Fredericia på forkant, fastholder eller forbedrer serviceniveauet og samtidig skaber en mere attraktiv arbejdsplads.